Vinen er lavet på Malbec fra vinstokke i Agrelo, hvor hovedparten af stokkene er plantet før 1970. Høsten foregår manuelt i 15 kilos kasser, for at druerne når mest uskadte frem til vineriet. Vinen gæres på ståltanke og lagres derefter i 6 måneder på franske fade.Vinen har en intens, rubinrød farve. I glasset er der en fin frugt, florale aromaer og mørke bær som solbær. I smagen går den modne frugt igen, akkompagneret af kaffe- og chokoladenoter. Det er en blød, velbalanceret vin, hvor den fint doserede syre og de runde og elegante tanniner giver en flot finale. Server vinen ved 15-17 grader til fx rødt kød og mad fra grill. Vinens blødhed og elegance gør til, at den atypisk for Malbec også kan serveres til lyst kød som kylling og svinekød.
Distriktet
Vindyrkningen i Argentina er bestemt ikke af nyere dato, for det hele startede i begyndelsen af 1500-tallet, hvor spanske bosættere kom til landet sandsynligvis medbringende deres egne vinstokke. Men det var først i perioden fra 1530 til 1550, at man kunne begynde at producere spændende vine med druekerner importeret fra Peru og især Chile.Takket være munkenes kæmpe anlægsarbejde, f.eks. udgravning af vandingskanaler ved foden af Andesbjergene, blev områder som Mendoza, San Juan, San Luis og La Rioja ret hurtigt nogle af de vigtigste distrikter i Argentina. De europæiske druesorter kom først til Argentina mellem 1885 og 1910, da flere bølger af indvandrere fra Spanien, Italien og Frankrig kom til landet med deres egne, gennemprøvede druesorter.
Producenten
I 2001 tog Montes, der havde sat Chile på det vinøse verdenskort inden for kvalitetsvin, springet over Andesbjergene og grundlagde Kaiken i Mendoza, Argentina. Ambitionen var at kombinere det utrættelige fokus på kvalitet, der havde ført Montes-vinene i Chile op i en klasse for sig selv, med det unikke terroir i Argentina og således forene det bedste fra begge lande.Winemaker Aurelio Montes har altid ment, at 80% af en god vin er baseret på vinmarkernes beskaffenhed og det arbejde, der udføres i disse, hvorimod kun 20% kan henføres til arbejdet i kælderen, og hos Kaiken har det betydet, at man har påbegyndt en proces, hvor biodynamik og bæredygtighed spiller en langt større rolle.'At arbejde med de biodynamiske principper i marken gør dig mere menneskelig. Du kan være 100% økologisk og stadig fungere som en computer' - Aurelio Montes