Côtes-du-Rhône Village Nature er lavet på Grenache (50%) samt Syrah og Carignan druer fra de ældste vinstokke på den økologiskdyrkede parcel på 5 ha., som Château Maucoil ejer syd for Orange, lige på grænsen til Châteauneuf-du-Pape appellationen. Jordbundsforholdet ligner meget Châteauneuf med hovedsageligt ler, kalk, sand og runde aflejringssten. Druerne høstes manuelt ved optimal modning i små kasser af 15 kg. Både gæringen (udelukkende med druernes naturlige gærceller), den malolaktisk gæring og modningen foregår på ståltanke - uden tilsætning af svovl og uden anvendelse af klaring eller filtrering.Kombinationen af gamle vinstokke, en privilegeret jordbund, den økologiske dyrkning og en naturlig vinificering giver her en ganske karakterfuld og kompleks vin. Côtes-du-Rhône Village Nature har en flot, dyb, rubinrød farve. Duften er liflig, aromatisk og frugtrig, med nuancer af røde bær, blommer, brombær, violer og en smule anis. Friskheden og sprødheden kommer også fint igennem i munden, hvor vinen har en flot harmoni mellem frugt, fylde og kompleksitet. Det er en meget appetitvækkende vin, som er perfekt i sin ungdom, selv om den har tannin nok til nogle års modning.Vinen vil matche grillet fjerkræ, svinekød eller kalv, gerne med provencalske krydderier. Brug den også til gryderetter med vildt. Også perfekt til milde hvidskimmeloste. Serveres ved 14-16°C.
Vinene fra Rhône-dalen har i de seneste år oplevet en sand opblomstring, som helt klart skyldes nogle seriøse producenters forståelse for, at det bedste våben i den globale konkurrence er kvalitet. Gunstige klimatiske forhold samt større brug af de bedste druesorter som Grenache, Cinsault og især Syrah er nogle af de faktorer, som har været med til at gøre vinene fra Rhône mere populære. Det er samtidig et område, som endnu ikke har været udsat for de store prisstigninger som man f.eks. har set i Bordeaux og Bourgogne.Det er især i den sydlige del af Rhônedistriktet, at man finder "almindelige" Côtes-du-Rhône vine - bl.a. i udkanten af områder som Châteauneuf-du-Pape, Gigondas, Vacqueyras samt på den vestlige side af Rhônefloden.
Château Maucoil ligger ca. 3 km. nord for selve landsbyen Châteauneuf-du-Pape. Dets historie går helt tilbage til romerne, som pga. stedets vandkilde og beliggenhed nær Via Agrippa (romersk netværk af veje) brugte det som garnisonslejr. Vinproduktionen på Château Maucoil startede i det 17. årh., og slottet fik hurtigt stor anerkendelse for sine vine. I dag består Château Maucoil af 30 ha. i Châteauneuf-du-Pape, 5 ha. i Côtes-du-Rhône og 8 ha. i IGP Pays de Vaucluse. Den nuværende ejer, Familien Arnaud, overtog slottet i 1995, og datteren Bénédicte Arnaud-Bonnet og hendes mand Charles Bonnet har stået ved roret siden 2009.På Château Maucoil holder man fast i de dyrkningsmetoder, man har praktiseret på stedet i flere generationer: Let pløjning, afdækning af foden på vinstokken samt naturlig gødning (får- heste- og algegødning). Alle vine fra Château Maucoil har siden årgang 2014 været certificeret økologiske.
Gå på opdagelse i Rødvin, Vin, Frankrig.
Land | Frankrig |
Styrke | 13,5% |
Flaskestørrelse | 75 cl |
Type | Rødvin |
Årgang | 2017 |
Drue | 25% Carignan 50% Grenache 25% Syrah |
Passer til | Kalvekød |
Varenummer | 02735911735 |